Kultur- og Familieforvaltningen
Skoleafdelingen
7800 Skive d.20/11 2016:
Høringssvar vedr. inklusionsfremmende ressourcetildelingsmodel til folkeskolerne
udarbejdet af DH medlemmerne i Handicaprådet:
”Målsætningen om inklusion indebærer, at eleverne er en del af det faglige og sociale fællesskab, at der sker en faglig progression og at elevernes trivsel bevares” – Sådan står der nu skrevet på Undervisningsministeriets hjemmeside, hvilket er en stor ændring, set i forhold til den hidtidige målsætning, hvor fokus var på antallet af elever inkluderet i folkeskolen.
Man kan så stille spørgsmålstegn ved, om Skive kommune har noteret sig denne ændring, da de udarbejdede denne nye tildelingsmodel?
Inklusion er andet og meget mere, end blot de fysiske rammer; det kræver nogle helt særlige forudsætninger, for at opnå succes med det, hvilket også var konklusionen fra den ekspertgruppe, regeringen nedsatte for inklusionseftersynet i november 2015. Inklusionsprincippet skal være en del, af det generelle undervisningsmiljø og bør omfatte alle elever, således at undervisningsbehovene for alle børn dækkes, så de til fulde, kan udnytte deres udviklingspotentiale.
De børn, der med den rette støtte kan fungere, udvikle sig og modtage undervisning i deres nærmiljø, skal naturligvis det.
Men det kræver, at undervisningen er planlagt og tilrettelagt til at imødekomme en mangfoldighed af behov og under
hensyntagen til hver enkelt elev. Det kræver velgennemtænkte skoler og veluddannede lærere og med faglig viden, såvel som viden om pædagogik i tæt samarbejde med pædagogerne. Lærerne må også have en positiv tilgang til inklusion samt adgang til viden om specialpædagogik, hjælpemidler m.v. Desuden må nogle lærere og pædagoger også have mere omfattende viden om specialpædagogiske teknikker, metoder, hjælpemidler, samt specifikke handicap, og de udfordringer, som disse giver i forhold til undervisning og indlæring.
Inklusion kræver viden, rammer og det kræver ressourcer. DH medlemmerne af Handicaprådet kan være bekymret for, om der er økonomiske ressourcer nok, især til de mindste skoler og om akutpuljen er tilstrækkelig? Pengene til specialområdet må ikke gå fra almenskolens drift og det er vigtigt, at der ikke går kassetænkning i det.
Socialminister Ellen Trane Nørby beskrev i en pressemeddelelse i maj 2016, at ”Vi skal have den enkelte elevs faglige udvikling og trivsel i centrum for, hvordan vi driver skole”. Vi frygter at det modsatte vil ske, med den nye inklusionsfremmende ressourcetildelingsmodel, grundet omkostningerne forbundet med, at sende eleverne, til det rette specialtilbud. Det er ikke utænkeligt at man, på de mindre skoler især, ud fra et økonomisk perspektiv, kunne se sig nødsaget til, at udtænke ”kreative” løsninger, hvor man går på kompromis med det enkelte barns behov,
I sådan et tilfælde, ville inklusionen have fejlet totalt!
Vi opfordrer på det kraftigste forvaltningen, til at kigge nærmere på allerede etablerede, inkluderende miljøer i andre kommuner, hvor eksempelvis NEST-klasser i Århus på Katrinebjergskolen har vist nye takter inden for inklusion. Her er skoletilbuddet indrettet, med udgangspunkt i, at alle børn har behov for et trygt udgangspunkt, for at kunne udvikle sig socialt og tilegne sig viden. Der er blot 16 elever i hver klasse, hvoraf de 4 har en diagnose, og der er tilknyttet to lærere hele skoledagen, også i frikvarterne, hvor børnene får hjælp til at bygge bro til kammeraterne. Læringsmiljøet er præget af omsorg, ro, respekt og tryghed og tager udgangspunkt i, at alle børn trives med struktur og forudsigelighed, hvad end de har diagnoser eller ej. Klassen har et fast skema og hvert enkelt barns potentiale og ressourcer bliver mødt med individuelle lærings- og udviklingsplaner, således at undervisningsbehovene for alle børn dækkes, så de til fulde, kan udnytte deres udviklingspotentiale.
Lykkedes man med, at få børnene til at trives og udvikle sig, vil færre af dem udvikle stress, angst og depression; tillægsdiagnoser der for nuværende koster samfundet mange penge, og således vil et undervisningstilbud som ovennævnte, hvor man slår ressourcerne fra de specialpædagogiske og almenpædagogiske områder sammen, ikke blot være en menneskelig forsvarlig, men også en økonomisk rentabel løsning.
Interesseorganisationerne har fået positive tilbagemeldinger fra forældre, som har indgået i samarbejde med skole og praksisnære vejledningsforløb og DH medlemmerne af Handicaprådet anbefaler Forvaltningen, at opgradere og genindføre praksisnære vejledningsforløb, som et supplement til at udvikle videre på specialpædagogisk viden ude på skolerne. Der skal sikres specialpædagogiske viden bevares, hvilket er en forudsætning for, at den inklusionsfremmende proces kan lykkedes.
For at opnå tilstrækkelig målretning og et inkluderende fokus, så må der indsættes en bestemmelse om, at det fremgår af handleplanen for den enkelte elev, hvad der er formålet med den specialpædagogisk støtte samt øvrige specialpædagogiske bistand.
DH medlemmerne af Handicaprådet opfordrer forvaltningen til at undersøge følgende:
• En klar definition på, hvad specialpædagogisk viden er.
• Hvordan sikrer og bevarer man specialpædagogisk faglighed?
Hvilken specialpædagogisk uddannelse mangler de ansatte? Viden om børns specifikke udfordringer.
• Hvordan sikrer man, at lærerne forstår børnenes behov og imødekommer dem med de rammer, der skal til?
• Er der passende fysiske rammer for vellykket inklusion?
Slutteligt ønsker vi, at stille spørgsmålstegn ved, hvad der skal ske med de børn, hvor inklusion enten ikke er en mulighed, eller hvor inklusionen har slået fejl? Viden og pædagogik på Krabbeshus Heldagsskole, er et højt specialiseret tilbud og med mere end 35 års erfaringer, kan man ikke bare overføre det til almen miljøet. Hvad skal der ske med de børn, hvis man afvikler tilbud som dette?
Udarbejdet af:
Jørn Bruun – Landsforeningen LEV Anni Andersen – Dansk Epilepsiforening
Leif Winther – Spastikerforeningen John Sørensen – Dansk Handicap Forbund
Gitte Andersen – ADHD foreningen Maj-Britt Løgstrup Sørensen – Landsfore