Fonden Samrådet afholder – som det måske er jer bekendt – hvert efterår en autismekonference i Skive (www.skivekonferencen.dk) for både fagfolk, pårørende og mennesker med autisme. Traditionelt har fagfolk været i overtal på vor konference, men vi vil vældig gerne medvirke til at den helt nødvendige vidensdelingen også i højere grad kommer til at omfatte pårørende og mennesker med autisme. Derfor har vi truffet den beslutning at tilbyde disse grupper deltagelse til særligt favorable priser: Frem til 16. september kan man deltage for blot kr. 1.800 for en 2-dages konference af høj kvalitet. I år er hovedtalerne eksempelvis Connie Kasari, Catherine Lord, Rasmus Alenkær, Pernille Aalund og hendes datter Anine-Petrea og sidst men ikke mindst Christian Stewart-Ferrer og Thue Sommer. Dertil skal lægges 30 forskellige workshops, så der rig mulighed for at blive klogere.

Men hvad nytter det, hvis ikke mennesker med autisme og deres pårørende kender til muligheden? Idet vi af miljøhensyn i år har udfaset vor trykte konferencebrochurer, har vi lagt mange kræfter i at skabe opmærksomhed omkring Skive-konferencen på de sociale medier, men vi tænker, at vi endnu er et godt stykke fra at nå i mål. Det er her, vi hjertens gerne vil have kredsforeningerne på banen. Vi vil være jer særdeles taknemmelige, hvis I ville omtale Skive-konferencen og det gode tilbud på jeres hjemmeside og/eller dele vort spændende program (LINK) på Facebook i relevante grupper, I måtte deltage i eller administrere.

Man kan i øvrigt som pårørende søge hjemkommunen om bevilling af deltagerbetaling i Skive-konferencen og pasning, tabt arbejdsfortjeneste og transport, hvis barnet eller den unge er under 18 år, efter Servicelovens §41. Yderligere oplysninger herom på Borger.dk eller hos den kommunale sagsbehandler. 

Med venlig hilsen

Thomas Jensen Fonden Samrådet