Autismens grundstoffer
Autismeforeningen Kreds Limfjord inviterer til en spændende temadag d. 3. februar 2024 på VIA University Skive, med fokus på grundlæggende viden om autisme set fra et indefra- udefra, sansemæssigt og neurologisk perspektiv.
Kom og vær med, når vi byder velkommen til det vi oplever som nogle af tidens bedste formidlere på autismeområdet, når de med udgangspunkt i hver deres ekspertiseområde giver et dybdegående indblik i grundkernen af autisme.
“Hvordan forstår vi autismen set udefra og indefra.”
V. Dorthe Hølck og Emma Katrine Lyng Svensson
Dorthe Hølck og Emma Katrine Lyng Svensson vil med udgangspunkt i deres forskellige perspektiver som hhv. fagperson og autist sætte fokus på forskelle og ligheder, set udefra og indefra i relation til kommunikation, håndtering af sociale kontekster og menneskers forudsætninger for at kunne forestille og forudsige interaktion imellem mennesker.
Dorthe Hølck er cand.scient.soc og har mange års erfaring, blandt andet som autismekonsulent, i at arbejde inkluderende med mennesker med autisme og de omgivelser de færdes i. Emma Lyng Svensson, uddannet cand.mag. i religionsvidenskab og har derudover en bachelor i teologi. Emma blev diagnosticeret med autisme og ADHD i 2019 som 33-årig og ønsker at være med til at udbrede kendskabet til autisme, samt bidrage til at skabe bedre forhold for neurodivergente mennesker i vores samfund.
“Autisme og sanserne”
V. Kirsten bundgaard og Trine Viberg
Når vores opfattelse af sanseinput fungerer og passer med vores forventninger og forudsigelser, har vi det som oftest godt, men hvis dette ikke er tilfældet, er det en helt anden sag. Så kan livet være meget energikrævende og både stresse og give mange ekstra udfordringer. De fleste ved efterhånden, at mange autister er meget udfordret i forhold til deres sanser, hvilket netop koster meget energi.
I dette oplæg orienterer Kirsten Bundgaard, fysioterapeut og autismekonsulent, om sanserne på ‘godt og ondt’, om de ydre og specielt de indre sanser, suppleret af Trine Viberg, mor til en 12-årig autistisk dreng, der foruden sin autisme er udfordret af ADHD, for tidlig fødsel, store sensoriske udfordringer og flere andre belastningsreaktioner. Trine og Kirsten vil fortælle, hvordan sønnens sanseudfordringer har betydning for hans hverdag, hvad det gør ved sønnens skoletilbud eller mangel på samme, samt hvilke strategier der har hjulpet dem i hverdagen.
“Autisme og neuropædagogik”
V. Troels W. Kjær
Troels W. Kjær er en højt anerkendt hjerneforsker, forfatter og speciallæge, der er kendt for sin ekspertise inden for hjernens funktioner og mysterier og har en passion for at formidle kompleks videnskab på en letforståelig og underholdende måde.
I DR’s dokumentarserie “De skjulte talenter” kiggede hjerneforsker Troels W. Kjær nærmere på de skjulte talenter, mennesker med autisme er i besiddelse af. Mange autister har en særlig evne til at opfatte regler, mønstre og systemer. Det kan man ifølge Troels benytte sig af, hvis man tager afsæt i neuropædagogik.
Neuropædagogik er i sig selv ikke en metode men nærmere en forståelsesramme, som vi kan bruge til at anvende viden om hjernens funktioner i en mere pædagogisk og pragmatisk hverdag. Dermed kan vi få skabt og fremmet menneskers evner, fx autister, så de fremfor at kompensere for funktionsnedsættelser i stedet anvender sine stærke sider.
I dette forunderlige og tankevækkende foredrag beretter Troels om sit arbejde med autister og undersøgelser ved brug af neuropædagogik.
DATO:
03. februar 2024
TID:
08.30 – 17.30
PROGRAM:
08.30 – Dørene åbnes og morgenmad serveres
09.15 – Velkommen
09.30 – Dorthe Hølck & Emma Lyng Svensson “Hvordan forstår vi autismen set udefra og indefra.”
11.30 – Frokost
12.30 – Kirsten Bundgaard & Trine Viberg “Autisme og sanserne”
14.30 – Kaffe & kage
15.15 – Troel W. Kjær – “Autisme & neuropædagogisk praksis”
17.30 – Tak for i dag
PRIS inkl. heldagsforplejning:
Medlem: 395,-
Ikke medlem: 695,-